Kontaktudvalget blev oprettet i 1998 på initiativ af Borgerrepræsentationen og en gruppe frivillige ledere, der havde skubbet på. Udvalget består af 30 personer, hvoraf de 19 er valgt blandt de frivillige sociale organisationer, 6 er politikere udpeget fra Borgerrepræsentationen, og de sidste 5 er embedsmænd fra fem af kommunens forvaltninger.
De frivillige organisationer inddeles rent valgteknisk i 11 valggrupper efter deres arbejdsområde. Dette gøres for at opnå så god en repræsentation af hele det sociale områdes mangfoldig som muligt i Kontaktudvalget. Af siden medlemmer fremgår det, hvor mange pladser hver valggruppe har i Kontaktudvalget.
I kontaktudvalget er der repræsenteret politikere fra følgende politiske udvalg: Socialudvalget (2), Sundheds- og Omsorgsudvalget (1), Beskæftigelses- og Integrationsudvalget (1), Børne- og Ungdomsudvalget (1) og Kultur- og Fritidsudvalget (1). I parentes er angivet antal udpegede politikere. – se medlemmer.
I kontaktudvalget er der repræsenteret embedsmænd fra følgende forvaltninger: Socialforvaltningen, Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, Børne- og Ungdomsforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen. – se medlemmer. Embedsmændene sidder i Kontaktudvalget uden stemmeret.
Det at Kontaktudvalget har repræsentation af både kommunens politikere og embedsmænd er et signal om, at der fra politisk side er et ønske om at sikre mulighed for en løbende og direkte kontakt mellem de frivillige sociale organisationer og kommunens politiske og administrative ledelse i spørgsmål af fælles interesse.
Kontaktudvalget er ikke en del af den kommunale administration. Det giver mulighed for, at Kontaktudvalget kan være politisk i sit arbejde. Den særlige sammensætning af Kontaktudvalget giver dog visse begrænsninger. Styrken ved sammensætningen er, at både politikerne og embedsmændene i Kontaktudvalget ”forpligter” sig til at føre Kontaktudvalgets synspunkter og forslag videre i deres politiske og administrative bagland.
Rigtig mange kommuner over det ganske land har et frivilligråd. Kontaktudvalget er Københavns frivilligråd, og er et formelt talerør for det frivillige sociale arbejde i kommunen og et institutionaliserer samarbejdet med kommunen.
Kontaktudvalget er ikke fast finansieret, og skal hvert år søge om finansiering gennem Københavns Kommunes §18-pulje.